Engelsk søg
 

Input til Klimakommissionen


Dato 2010-01-28 08:58
Forfatter Marie Halgaard Nielsen
Energibyen bidrager fortsat til Klimakommissionens arbejde. I en rapport senere på året kommer kommissionen med sit svar på, hvordan Danmark kan blive uafhængig af kul, olie og naturgas.
I juni sidste år kunne Frederikshavn, som den første by ud af i alt 10 danske byer, byde Klimakommissionen velkommen til en kreativ workshop om fremtidens energiforsyning. Workshoppen var arrangeret i et samarbejde mellem Energibyen og Klimakommissionens sekretariat, som gennem de seneste måneder har været på turne i landet for at hente inspiration til kommissionens rapport.

I sidste uge var det Klimakommissionen tur til at byde repræsentanter for de ti byer velkommen. Fra Energibyen Frederikshavn deltog direktør Mikael Kau og Anette H. Sørensen, der var blandt deltagerne i workshoppen sidste år.

Over to dage i Energistyrelsen fik deltagerne til opgave at drøfte, udfordre og udforske udkommet og emnerne fra dialogmøderne sidste år. Samtidig skulle deltagerne præsentere løsningsmodeller og barrierer for Klimakommissionens medlemmer og sekretariat.

- Fra Energibyens side vil vi pointere, at der er brug for en snarlig afklaring og justering af den gældende lovgivning. Der skal ikke ny politik på bordet - vi opfordrer såmænd bare til, at ’Grøn Vækst’-forliget, som allerede er vedtaget, udmøntes i konkret lovgivning, siger Mikael Kau, der på dialogmødet pegede på især to væsentlige områder, hvor der er brug for hurtig handling, hvis projektet i Frederikshavn Kommune skal lykkes.

Dels skal opgraderet biogas, der distribueres via naturgasnettet, tilskudsmæssigt ligestilles med biogas, der anvendes til kraftvarmeproduktion, så der etableres et marked for salg af grøn gas – ligesom man i dag handler med grøn el. Og dels skal registreringsafgiften på elbiler efter 2012 afklares, ligesom de meromkostninger, der er forbundet med at købe en såkaldt bifuel-bil, der både kan køre på grøn gas og benzin, skal fritages for afgift. Som lovgivningen er i dag, stilles disse grønne biler afgiftsmæssigt ringere, end biler der alene kører på benzin eller diesel.

Bidragene fra de 10 danske byer indgår i Klimakommissionens rapport som offentliggøres den 28. september op til Folketingets samling efter sommerferien.