Engelsk søg
 

Skrot dit oliefyr og få tilskud


Dato 2010-01-05 11:43
Forfatter 
Har du et gammelt oliefyr stående, kan du nu skifte det ud med en varmepumpe, fjernvarme eller solvarme og samtidig opnå et tilskud fra staten. Du kan ansøge fra 1. marts 2010.
Hvem kan få tilskud?
For at få tilskud skal følgende betingelser opfyldes:

  • Du skal have et oliefyr, som du vil skrotte.
  • Du skal være ejer af den boligejendom, hvor det oliefyr, der skal skrottes, står.
  • Der kan kun søges tilskud til ejendomme, der har status som helårsbolig.
  • Arbejdet må ikke være påbegyndt inden, du har fået tilsagn om tilskud. Det betyder, at du ikke må have indgået en bindende aftale om arbejdets udførelse, før du har modtaget tilsagn om tilskud.

Hvad kan man få tilskud til?
Under forudsætning af at du skrotter dit oliefyr, kan du få tilskud til følgende:

  • Etablering af en væske-vand varmepumpe (jordvarme).
  • Etablering af en luft-vand varmepumpe
  • Installering af fjernvarme
  • Solvarmeanlæg. Der gives tilskud til solvarmeanlæg, når det installeres i forbindelse med et nyt fyr. Det nye fyr kan være et olie-, naturgas- eller træpillefyr

Hvornår åbnes op for modtagelse af ansøgninger?
Fra den 1. marts 2010 kan du ansøge om tilskud elektronisk. På Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk kommer der link til ansøgningshjemmesiden.

For at ansøge skal du gå ind på ansøgningshjemmesiden og oprette dig som bruger og udfylde et ansøgningsskema, som du indsender elektronisk sammen med et tilbud på det arbejde, som du søger tilskud til.

Fra den 1. marts vil du også kunne ringe og rekvirere et ansøgningsskema per post, som du kan udfylde og sende ind per post. På www.ens.dk kommer der oplysninger om telefonnummer, du kan ringe til, og adressen, du kan sende sin ansøgning til.

Tilskudsbeløbenes størrelser
Nedenfor ses hvilke tilskudsbeløb, der gives til de forskellige installationer.

Enfamilieboliger:
  • Til etablering af væske-vand varmepumpe (jordvarme) ydes et tilskud på kr. 20.000,-
  • Til etablering af luft-vand varmepumpe ydes et tilskud på kr. 15.000,-
  • Til etablering af fjernvarme ydes et tilskud på kr. 10.000,-
  • Til etablering af solvarmeanlæg ydes et tilskud på 25 % af investeringsomkostningerne til solvarmeanlægget

Flerfamilieboliger:
  • Til etablering af væske-vand varmepumpe (jordvarme) ydes et tilskud på 25 % af investeringsomkostningerne, dog maksimalt kr. 10.000,- per boligenhed
  • Til etablering af luft-vand varmepumpe ydes et tilskud på 25 % af investeringsomkostningerne, dog maksimalt kr. 10.000,- per boligenhed
  • Til etablering af fjernvarme ydes et tilskud på 25 % af investeringsomkostningerne, dog maksimalt kr. 10.000,- per boligenhed
  • Til etablering af solvarmeanlæg ydes et tilskud på 25 % af investeringsomkostningerne til solvarmeanlægget

DONG Energy fordobler tilskudet til varmepumper og jordvarmeanlæg
Vælger du at skifte oliefyret ud med enten en varmepumpe eller et jordvarmeanlæg, har du nu mulighed for at fordoble det tilskud, du modtager via Energistyrelsens skrotningsordning. Det vil sige en samlet støtte på 40.000,- til jorvarmepumper og 30.000,- til en luft/vand-varmepumpe. Læs mere om, hvordan du fordobler støtten på DONG Energys hjemmeside.

Hvordan kan du forberede din ansøgning?
Du må ikke sætte arbejdet i gang, før du har fået tilsagn. Der er dog flere ting, du kan gøre, for at forberede din ansøgning.

Ved ansøgningen vil der stilles krav om, at ansøger skal medsende et tilbud fra en installatør. Du kan derfor allerede nu begynde at indhente information om, hvilken løsning, der passer til dit hus, og indhente konkret tilbud fra en installatør.

Derudover er det en god idé at kontakte din kommune og høre, om der gælder særlige regler for din bolig eller det opvarmningssystem, du ønsker at etablere. Jordvarme kræver f.eks. særlig tilladelse fra kommunen, og du kan også bo i et område, hvor du har tilslutningspligt til fjernvarme.